Rødlistede insekter i det åbne land 2000.

Storstrøms Amt:

(Holmegaards mose: HM)

Blå bredtæge (Zicrona caerulea) Ex, forsvundet  Udseende 5-7 mm. Glinsende blå, ofte med et grønligt skær.
Biotopkrav og levevis I solåbne moser og fugtige enge. Den lever af bladbillelarver. Forekomst i Storstrøms Amt Der foreligger kun nogle ældre fund: Lysemose ved Maribo (1874); Vemmetofte (1896); HM (1913); Nykøbing F. (1914).
Forekomst i det Øvrige Danmark Arten er i tilbagegang, men har stadig spredte forekomster i Jylland og på Øerne.
Trusler Dræning og tilgroning.Bevaring Bør eftersøges på egnede biotoper i amtet, herunder på nogle af de kendte lokaliteter for arten.
Mosebredtæge (Rhacognathus punctatus) V, sårbær.  Udseende 8-9 mm. Sort, med grønligt eller kobberfarvet metalskær, ofte med lysere småpletter. Ben sorte, skinneben omkring midten hvidgule. Blotopkrav og levevis i solåbne moser og på fugtige heder, på birk og lyng. Den lever af bladbillelarver. Arten er indikator for værdi- fulde hedemoser.
Forekomst i Storstrøms Amt Ældre fund: Falster, uden nærmere lokalitetsangivelse (1850); HM (1968). Nyere fund: HM (1991); Birket, i mosen ved grusgravene (1997). Forekomst i det Øvrige Danmark Udbredt i Jylland, sjælden på Øerne og Bornholm. I tilbagegang. Trusler: Tilgroning. Bevaring Arten bør overvåges i HM med henblik på at få vurderet, om den igangværende naturpleje tilgodeser arten.
Mosekanttæge (Aeschyntelus maculatus) V, sårbar Udbredt i Danmark, men er blevet meget sjælden i nyere tid, især på Øerne. Fra Storstrøms Amt kendes kun to lidt ældre fund: Horreby Lyng (1968) og HM (1968). - Den lever på kragefod, i solåbne moser, enge og fugtige heder. I tilbagegang p.g.a. tilgroning, og arten bør således eftersøges og evt. overvåges med henblik på naturpleje af de pågældende lokaliteter.
Star-skjoldtæge (Eurygaster testudinaria) X, opmærksomhedskrævende. Arten lever på stararter, i solåbne skovlysninger og moser, på overdrev og strandenge. Den er udbredt på Øerne og Bornholm, sjælden i Jylland. I tilbagegang p. g. a. tilgroning, og anvendelig som indikator for værdifulde, lysåbne områder. Siden 1975 er den i Storstrøms Amt fundet i: Vindebyskov; Kristianssæde Skov; Nyhølle Skov; Hydesby; Guldborg Storskov; Hannenov Skov; Ovstrup Skov; Tvedevænge; HM; Denderup Vænge; Ulfshale; Vemmetofte Strand.

Biller:

Opatrum riparium (Ex, forsvundet)  En skyggebille, der ikke er fundet herhjemme i mange år og nu anses for forsvundet.Den er sidst registreret fra HM i 1926. Fra Storstrøms Amt også kendt fra Gedser Odde (1893). Den foretrækker lerblandet, også saltpåvirket hund, men kan også - som i HM - træffes på tørvehund. Tilgroning, dræning og opdyrkning har formentlig været hoved- årsager til artens forsvinden.
Agonum hypocrita (V+A, sårbar og ansvarsart) Denne løbebilleart blev konstateret som ny for landet i 1997 HM og er derfor ikke med i røfdliste 1997; siden er arten også fundet på Bornholm. Den lever på åben eller let skygget, meget fugtig bund, især i næringsfattige moser, gerne på steder med rig mosvegetation (fx. Sphagnum). Trusler mod arten vil især være dræning og tilgroning. Det foreslås at arten foreløbig henføres til kategori V (sårbar) i rødlistesammenhæng.
Højmose kvikløber - Agonum ericeti (V, såbar) Udseende: En meget smuk, 6,5-7,5 mm lang bille, hvis overside er mørkt, bronzeagtigt, grønligt eller blåligt metalfarvet. Hver dækvinge har 3 -7 små punktguber. Biotopkrav og levevis: På solåben, mere eller mindre fugtig bund i højmoser og ekstremfattigkær i tilknytning til højmoser, gerne i Sphagnum-vegetation eller på lyngklædt tørvebund. Billen træffes ofte løbende fremme i solskin. Findes især i juni-juli og igen i september. Forekomst l Storstrøms amt: Meget sjælden og kun kendt fra HM, hvor den stadig (1999) har en fin bestand. Denne forekomst er i Øvrigt den eneste herhjemme uden for Jylland. Forekomst i det øvrige Danmark: Forekommer i en del jyske højmoser, men anses for sjælden. Trusler: En alvorlig trussel mod arten på lokaliteten i HM er udtørring på grund af for lav vandstand. Også tilgroning af højmoseflademe er en væsentlig negativ faktor for bestanden. Bevaring: Arten har efter al sandsynlighed fået det rigtig godt efter at en stor del birketræer blev fjernet fra højmosen i HM. Den efterfølgende pleje, hvor især ung opvækst af birketræer bliver hevet op, er derfor uundværlig i bestræbelserne for at denne art fortsat kan findes i HM. Det er endvidere vigtigt, at vandstanden er så høj, at den naturlige højmosevegetation har optimale vilkår. Billens stærke association til højmoser gør den meget velegnet som indikator for denne naturtype. Af denne grund - men også fordi HM er det eneste kendte sted for højmose kvikløber herhjemme uden for Jylland - vil en overvågning af arten være anbefalelsesværdig.
Myllaena masoni (V+A, sårbar og ansvarsart)  En art af rovbille, der i amtet er meget sjælden og kun fundet i HM (i 1996 og senere). Denne lokalitet er den eneste kendte i Danmark. Den lever på meget fugtig tørvebund i højmoser, især i sphagnummosser. Dræning og tilgroning er de største trusler mod arten.
Tofarvet hedeløber - Cymindis vaporariorum (V, sårbar) En løbebille, der i amtet kun kendt fra HM, hvor
den stadig (1998) har en lille bestand. Den lever på tør, sand-, grus- eller tørvebund, oftest i vegetation af hedelyng . Den er således udbredt på heder i Jylland. - I lighed med højmosekvikløber har tofarvet hedeløber haft gavn af den pleje der er foretaget i HM, og den største trussel mod arten vil være hvis området får lov til at gro for meget til igen.
Rødvinget moseskovsmælder (Ampedus pomonae) V, sårbar Udseende 8-10,5 mm. Kroppen temmelig smal og noget parallel- sidet. Sort, vingedækkeme skarlagenrøde, den alleryderste spids oftest sort. Ben og følehorn sorte, de førstnævnte med brune eller brungule fødder. Biotopkrav og levevis: I moser, især i tørvemoser, hvor den voksne bille kan findes på forskellige blomster og buske. Larven lever i møre, rødmuldede stubbe af birk og el. Findes især i maj-juni. Forekomst i Storstrøms Amt: Sjælden og er efter 1960 kun fundet følgende steder: Møllelung ved Ravnsby (1997), Maribo (1983), Horreby Lyng (i 977), Knudsskov (I 987 og senere) og HM (1990 og senere). Forekomst i det øvrige Danmark: Udbredt, men sjælden og i tilbagegang. Fundet i det meste af landet, undtagen Nordvestjylland og Bornholm; fra Vestjylland foreligger kun ældre fund. Trusler: Dræning og opdyrkning er de største trusler mod arten. Fældning af ældre birkebevoksninger i højmoseområder, fx som led i en naturpleje med det formål at bevare eller genskabe intakte højmosområder, vil være en alvorlig trussel mod arten - og er samtidig et eksempel på en af de interessekonflikter, naturforvaltningen er så rig på. Bevaring: Eftersom arten overalt i Danmark har været i tilbagegang, bør der gøres en indsats for at bevare arten. Den er en fin indikator for gammel, forholdsvis uberørt sumpskov i tilknytning til højmoser o.lign. Det hør tilstræbes at gamle stubbe, væltede stammer og udgåede træer på artens levesteder i videst muligt omfang efterlades til naturligt henfald.
Sankthansorm (Lampyris noctiluca) V, sårbar  Udseende: Ligesom hos Drilus concolor er der hos denne art stor forskel mellem kønnene, idet den brungrå hun også her er larveagtig og fuldstændig uden vingedækker og flyvevinger og med sine 16- 25 mm noget større end den 11-12 mm lange han. Hannen har normale vingedækker og fuldt udviklede flyvevinger. Vingedækkerne er ret aflange, sortbrune, med gulbrun sømkant. Forbrystet, der ligesom hos hunnen dækker hovedet, er gulbrunt med en mørkere midtplet. Følehorn og ben er brunlige. (Tegning s. 26). Biotopkrav og levevis: Primært i moser og på fugtige enge, især på skygget bund, men også nogle gange truffet på åben bund. Arten er nataktiv og er som den ene af kun to arter her i landet i stand til at udsende et gulligt-grønligt lys. Denne evne er stærkest hos hunnen, der på denne måde lokker de sværmene hanner til sig. Larven, der er to år om sin udvikling, lever udelukkende af forskellige snegle, som den med stor grådighed kaster sig over. Fra munddelene afgiver den en både lammende og dræbende gift samt fordøjelsesvæske, der ved den stadige biden æltes godt ind i sneglen, der efterhånden omdannes til en brunlig suppe som larven dernæst labber i sig. Også larven af sankthansormen er i stand til at lyse, dog ikke tilnærmelsesvis så kraftig som de voksne dyr; selv æggene kan frembringe et svagt lys. Træffes på lune sommernætter i juni-juli, hvor forplantningen finder sted. Forekomst i Storstrøms Amt: Sjælden, men muligvis noget overset. Den er kendt fra følgende lokaliteter: Engestofte (1995), Høkke Sø (2000), Bregninge Opkørsel (I 995), Hestehoved Fyr (2000), Møns Klint (bla. Høvblege og Busene (1990 og senere», Knudsskov (1988 og senere) og HM (1992 og senere). Forekomst i det Øvrige Danmark: Udbredt, men ikke almindelig, fundet i det meste af landet, dog ikke i Søndejylland og Nordvest- sjælland, fra Bornholm kun et ældre fund. Trusler: Tilgroning, opdyrkning og dræning af moser og enge er de største trusler mod arten. Bevaring: En så mærkelig bille som sankthansormen bør have stor bevaringsprioritet. Den vil kunne bruges som indikator for rimeligt uberørte mose- og engområder og bør som sådan eftersøges på egnede lokaliteter. Samtidig kan den give en uforglemmelig naturoplevelse med sin lysende optræden.

Sommerfugle:

Smalrandet humlebisværmer (Hemaris tityus) Ex, forsvundet.I amtet kun fundet på Lolland i Søholt (1916) og på Sjælland i HM-området før 1950. Arten anses idag for at være forsvundet fra øerne.
Kobberbrun spinder (Gastropacha quercifolia) E+A, akut truet og ansvarsart: Udseende Vingefang 55-80 mm. Hunnen er en af vore tungeste sommerfugle. Vingerne er sortagtig mørkebrun med blåligt skær, med mørkere bølgelinier og vingeranden bølget. Kroppen mørke- brunt behåret. I hvile sidder sommerfuglen med vingerne taglagt og er, lige som larven, utroligt godt camoufleret som et vissent blad. Biotopkrav og levevis: Kobberbrun spinder findes i Danmark på fugtige heder eller højmoser. Larven lever fortrinsvis på pil, især krybpil (Melby Overdrev), gråpil (HM) og på tørst (Frøslev Mose). Den kan desuden leve på frugttræer og slåen i gamle frugthaver og varme slåenkrat i skovbryn. Sommerfuglen flyver om natten i juli måned og æggene lægges nogle få sammen på værtsplanten. Larven er med sin sort-brune farve uhyre godt camoufleret og sidder i hvile på stænglerne af værtsplanten. Den findes om efteråret og overvintrer på værtsplanten. I løbet af foråret vokser larven til ca. 12 cm i begyndelsen af juni, en af vore største sommerfuglelarver. Forpupningen sker i en grå kokon, der placeres nær jordoverfladen. Forekomst i Storstrøms Amt: Er i Storstrøms Amt nu kun kendt med en bestand i HM. Arten har indtil midten af dette århundrede sandsynligvis haft enkelte forekomster i frugthaver på Lolland. Så sent som i midten af 1970'erne forekom arten på de nu overgroede slåenkrat i Radsted Mose på Lolland, se også slåensommerfugl. Forekomst i det Øvrige Danmark: Kendes i dag kun fra to lokaliteter i Danmark, HM og Frøslev Mose i Sønderjylland. Desuden fandtes den indtil 1980'eme på Melby Overdrev i Nordsjælland. Arten er yderligere fundet enkeltvis som strejfende eksemplarer på Fyn, Sjælland, Lolland og Bornholm. Indtil ca. 1955 blev arten også fundet fåtalligt og spredt i Sønderjylland, på Fyn, på Østlolland og på Bornholm. Trusler: Kobberbrun spinder er forsvundet fra Melby Overdrev for- modentlig på grund af vandstandssænkning og tilgroning med græs- arter i stedet for lyng. Da arten lever det meste af året som larve på mindre buske, vil en rydning af disse være katastrofal, ligesom en hård afgræsning med får, der gnaver værtsplanterne helt ned. Udtørring af lokaliteterne ved dræning eller lign. er også en stærkt negativ faktor.Bevaring: Artens status i HM er ukendt. Eftersøgning af larven er vanskelig på grund af de mange pilebuske og larvens effektive camouflage. Ved pleje af HM må man tage hensyn til, at der bevares mest muligt af krybpil og gråpil. Det vil desuden være Ønskeligt, at det bliver undersøgt, hvorvidt arten stadig findes i mosen.
Scopula conivalaria V+A, sårbar og ansvarsart: En måler, der lever i moser, hvor larvens værtsplante vandskræppe vokser. I amtet har arten kun en fast forekomst i Horreby Lyng på Falster, som samtidig er den eneste sikre danske bestand. Der er desuden fundet nogle få eksemplarer ved Søholt (I 977, 1984 og 1994) som kan repræsentere en bestand. Endelig er der fundet et strejfende eksemplar hver ved Bøtø (1986) og i Mellemskoven (1974) og arten er meldt fra Broksø Mose
(1961).
Sortgra' sækspinder (Acanthopsyche atra) V, sårbar Sortgrå sækspinder kendes i Storstrøms Amt kun fra HM (og Broksø Mose), hvor den sidst er meldt fundet i 1990. Det må dog antages, at arten stadig findes i mosen, hvor dens larver lever på mosefladerne på lyng, mosebølle m.v.
Amphiipoea lucens (R+A, sjælden og ansvarsart) Udseende: en ugle med et vingefang 31 - 35 mm. Forvingerne brune eller brunrøde ofte med en varm orange-rød farve med talrigere mørke linier tværs over vingen og en mere eller mindre tydelig gul eller hvid nyreformet plet midt på vingen. Bagvingeme ensfarvet grå- gule. Arten kan ikke uden særlig præparation kendes fra den meget almindelige A. fucosa, som dog normalt er grå, gulgrå eller rødgrå i utallige forskellige variationer. Han og hun ens. Biotopkrav og levevis: Arten er knyttet til højmoser, mere præcist til den åbne højmoseflade. Sommerfuglen er nataktiv og er fremme fra midt i august til ind i september. Æggene lægges i portioner, der placeres i bladskeder eller stængler af værtsplanten, som er blåtop eller kæruld. Æggene overvintrer og larven lever fra april til juli nederst i strå og rod af værtsplanten. Forekomst i Storstrøms Amt: Forekommer kun fast i HM, hvor den først i 2000 blev konstateret med sikkerhed. Arten fandtes i antal og må antages at have en stor bestand på stedet. Trusler: Som de fleste andre højmosearter er lucens forsvundet fra de fleste lokaliteter p.g.a. tørvegravning, dræning, tilplantning og tilgroning. Bevaring: Den nævnte forekomst er den eneste på Øerne og bevaring bør prioriteres højt, hvilket kan ske ved at sikre de åbne højmoseflader. Der kunne opstå en konflikt, idet arten lever i blåtop, der ønskes reduceret ved græsning, men da HM er stor, vil dette problem næppe opstå i praksis. Arten bør overvåges.
Birke-bladmåler (Rheumaptera hastata) R, sjælden. Denne smukke sort-hvide måler er fundet lokalt udbredt i Jylland, men færre steder på øerne. I dag er arten i amtet kun fastboende i HM, hvor dens larve lever på birk, mosebølle og pors. Den kan her af og til optræde i antal.
Hyppa rectilinea R, sjælden. Denne ugle findes på øerne kun fastboende i høj- og tørvemoser, hvor dens larve lever på mosebølle, brombær m.v. I amtet forekommer arten muligvis fast i Horreby Lyng og i HM, men der er især på Falster fundet talrige enkelteksemplarer, som er tilflyvere fra Østeuropa.
Lyng-penselsspinder (Orgiya antiquoides) R+A, sjælden og ansvarsart.  Udseende: Lyng-penselspinderen er en forholdsvis uanseelig art. Hannen er 20-25 mm i vingefang og næsten ensfarvet mørkt nødde- brun, oftest med en lille hvid plet nederst på forvingen. Hunnen er totalt vingeløs og er beklædt med en lysegrå silkeagtig behåring. Hunnen findes aldrig frit fremme, idet hun aldrig forlader kokonen. Bestandene i Østdanmark er karakteristiske for en Østlig race af arten, hvor hannerne er tydeligt mindre og mørkere end bestandene i Jylland, som repræsenterer en vestligt udbredt form. Biotopkrav og levevis: Penselspinderen forekommer mest på hede- moser eller fugtige dele af hederne. På Sydsjælland og Falster er biotopen højmoser. Hannerne flyver om dagen i juli måned på jagt efter en hun der sidder i kokonen og udsender et duftstof, som hannerne kan lugte over stor afstand. Efter parringen lægger hunnen æggene inde i kokonen, hvorefter hun dør. Æggene overvintrer, og i april eller maj kommer de små larver ud af æggene, hvorefter de straks fortærer resterne af hunnen. Derefter gnaver de sig ud af ko- konen og spreder sig i vegetationen, hvor de især lever af klokkelyng, hedelyng og pil. De smukke, gule larver er i juni-juli ca. 25 mm lange og fuldvoksne. Forekomst i Storstrøms Amt: Findes i amtet kun fast i HM og i Horreby Lyng. Begge steder findes gode bestande, der dog svinger meget i hyppighed. Visse år optræder arten i støre mængder, men for det meste er den spredt og svær at finde. Der er desuden fundet strejfende hanner følgende steder: Gedesby Strand (1967), Ydø på Lolland (1973) og Ulvshale (1975). Sidstnævnte sted kunne arten godt have en bestand, men der foreligger ikke fund af larver eller kokoner. Forekomst i det øvrige Danmark: Penselspinderen forekommer udbredt i de vest- og nordjyske hedeområder og mere lokalt på nogle få lokaliteter på Øerne. Ud over de to lokaliteter i amtet, er arten kun fundet fastboende i Storelung på Fyn og ved Balka Strand på Bornholm. Der er også fundet enkelte strejfende hanner flere steder på Sjælland. Trusler: Da arten lever i åbne højmoser, er den truet af tilgroning med birk, pil o.lign. foranlediget af dræning. Hård afgræsning vil også være problematisk for arten, idet kokoneme med æg findes placeret højt i vegetationen hele efteråret, vinteren og foråret, og larverne lever om sommeren i vegetationen. Bevaring: Da bestandene af lyngpenselspinder i amtet er af en anden race end i det øvrige land, må bevaringen af disse prioriteres højt. Artens overlevelse afhænger af at højmosearealerne og at vand- standen ikke er for lav. Afgræsning kan benyttes i forbindelse med pleje af arealerne, men der bør benyttes enten en let afgræsning, eller der skal skiftes mellem mindre arealer. Der må ikke græsses hårdt, så al vegetationen gnaves helt ned.
Mose-harlekin (Arichanna melanaria) R, sjælden  Moseharlekin findes i højmoser og lignende steder, hvor larven lever på mosebølle. Arten forekommer i amtet kun fast i HM og muligvis i Horreby Lyng. Der er desuden fundet enkelte strejfende individer: Bøtø (1995), Gedesby (1963), Mellemskoven (1969) og Møns klint.
Diarsia dahlii X, opmærksomhedskrævende  En ugle, der i amtet kun findes fast i HM. Arten lever om efteråret som larve  på lave planter som vejbred og syre og om foråret på pil, brombær m.v. Foruden HM, er der fundet strejfende eksemplarer i Magleby Skov (1980), Bøtø ( 1980) og på Møn.
Mythimma turca X, opmærksomhedskrævende En ugle, der kan findes i højmoser, hvor larven lever på græsarten blåtop og andre græsarter. i amtet  forekommer arten fast i HM-Broksø området samt i Horreby Lyng. Foruden de faste bestande, er der fundet enkelteksemplarer på mange lokaliteter som fx Bøtø, Gedesby Strand, Mellemskoven, Ulvshale og Møns Klint. Det er uvist, om nogle af disse lokaliteter rummer bestande af arten, eller om der er tale om strejfende eksemplarer.

Dagsommerfugle.
 

Kommabredpande (Hesperia comma) Ex, forsvundet  Udseende Vingefang 24-32 mm. Kroppen kraftig. Vingeoverside gulbrun. På forvingeoversiden har hannen en sort, i midten sølvfarvet, duftskælstribe. Hunnen på oversiden mørkere med lyse kantede tegninger. Begge køn med hvide, kantede pletter på bagvingeundersiden. Arten forveksles ofte med den meget almindelige stor bredpande, som har mindre tydelige, gule pletter på bagvindeundersiden, og hvor hannen mangler de sølvfarvede skæl i duftskælstriben. Biotopkrav og levevis Tørre, sandede overdrev, tilgroede klitter, kystskrænter, hvor arten fortrinsvis lever på fåresvingel. I ældre litteratur er arten også angivet fra tørvemoser, hvilket synes svært at forklare ud fra vores nuværende viden om artens biotopkrav. Den seneste forekomst i Storstrøms Amt er netop af denne type. Sommerfuglen, der flyver fra slutningen af juli og igennem august måned, er meget sol- og varmekrævende og observeres næsten udelukkende på varme, solrige dage. Den flyver meget hurtigt, men kan findes sugende på blomster, fx timian, knopurt, blåhat og gule kurve- blomster. Ved Broksø er den fundet på blomstrende hjortetrøst. Artens æg lægges på eksemplarer af værtsplanten, der står med bar jord omkring sig, og som derved står særlig varmt. Ægget overvintrer. Larven klækker næste forår og spinder et lille hylster mellem græsstråene, hvorfra den kravler ud for at æde. Forekomst i Storstrøms Amt Kommabredpanden har tidligere haft gode bestande i amtet: Diget langs Falsters Østkyst (Marielyst, Bøtø, senest 1958), Jydelejet på Møn (senest 1958), Ulvshale (senest 1957), Knudsskov (senest 1940), området Holmegårds Mose/Broksø/ Spragelse Mose (senest 1976). Desuden en række enkeltfund, som måske repræsenterer tidligere faste bestande: Maglehøj Strand (1915), Billitze (1916), Horreby Lyng (1937), Roden Skov (1945). Et enkeltfund fra Ladby v. Næstved (1961) synes svært forklarligt. Forekomst i det øvrige Danmark Arten var tidligere jævnt, men lokalt udbredt over det meste af landet. Den har dog altid været almindeligst i Jylland. I dette århundrede, og især efter ca. 1950, er arten gået kraftigt tilbage. Den er nu sandsynligvis forsvundet fra alle østdanske lokaliteter og findes kun lokalt i Jylland. Trusler Opdyrkning, tilplantning, sommerhusbebyggelse og især gødskning, der meget hurtigt ændrer plantesammensætningen på de magre lokaliteter. Opgivet græsning af overdrevslokaliteter med deraf følgende tilgroning har også været en væsentlig faktor. Kommabredpanden synes at være temmelig følsom over for tørke i larveperioden i forsommeren. Det kan i tørre somre medføre lokal uddøen af små bestande, og da arten samtidig er meget stedbunden, kan den næppe genindvandre til isolerede lokaliteter. Dette forhold kan have været medvirkende til artens forsvinden fra Storstrøms Amt. Bevaring : Det vil være meget ønskeligt at få fastslået, om arten stadig findes i HM eller omegn. Biotoptypen er her meget anderledes end hos de øvrige nuværende, danske bestande, og hvis arten stadig findes her, bør det prioriteres højt at belyse dens levevis på lokaliteten for at kunne bevare bestanden.
Mørk Pletvinge (Melitae diamina) Ikke fundet i Danmark siden ca. 1980. Arten fandtes mange steder på Sjælland og Fyn på våde enge i skove eller skovbryn, hvor larven,  levede på arter af baldrian (Valeriana). Arten er forsvundet som følge af afvanding, tilplantning og tilgroning. I Storstrøms Amt kendt fra Broksø (senest 1951), HM (senest 1960), Studemose Skov (1942), Denderup Vænge (senest 1946), Toksværd (1942), Vester Egede (1942), Rønnede (1942), Krenkerup (1916),
Tromnæs (1930), Guldborg Sund (1918), Roden Skov (1958) og Hannenov Skov (1941).
Svalehale (Papilio machaon) Ex, forsvundet  Forsvandt ca. 1980 fra sin sidste danske ynglelokalitet ved Filsø i Vestjylland. Indtil midten af dette århundrede fandtes svalehalen spredt over det meste af landet. Dens larve lever på forskellige skærmplanter, i Danmark især på kærsvovlrod og angelik, men kun hvor disse står i store, lysåbne bestande. Typiske ynglelokaliteter er store engområder langs søer og åer, større skovmoser og sumpede arealer i forbindelse med højmoser. I takt med afvanding, opdyrkning eller tilgroning af dens levesteder svandt antallet af ynglebestande grad- vist ind, indtil arten uddøde. Fragmentering af de egnede yngle- områder har antagelig også været af væsentlig betydning for den pladskrævende art. I Storstrøms Amt blev svalehalen konstateret ynglende i Horreby Lyng i perioden 1937-48. Arten har muligvis også periodevis ynglet i HM og enkelte andre steder, men herudover synes artens forekomst i amtet hovedsageligt at bestå af tilfældigt strejfende individer. Svalehalen fandtes og findes stadig enkeltvis med års mellemrum, sandsynligvis tilflyvende fra Nordtyskland.
Engperlemorsommerfugl (Brenthis ino) E, akut truetUdseende: Vingefang 33-42 mm. Overside gulbrun med sortbrune ribber og et spinkelt pletmønster. Mere bredvinget end de andre små perlemorsommerfuglearter. Bagvingeundersiden er overvejende gullig med et karakteristisk bredt, mannoreret violetbrunt tværbånd. Hunnen kan være ret kraftigt mørkt bestøvet på oversiden. Biotopkrav og levevis Frodige moser med artens værtsplante alm. mjødurt. Arten kræver læ, så lokaliteterne ligger ofte langs åløb gennem eller i udkanten af skovområder, eller i tilvoksede mose- områder mellem pilekrat. Engperlemorsommerfuglen flyver fra midten af juni gennem juli, normalt hyppigst i første uge af juli. Den flyver i solskin roligt mellem høje græsser og halvgræsser og søger ivrigt til blomster. Ægget, der overvintrer, lægges på værtsplanten. Larven er fuldvoksen i maj. Forekomst i Storstrøms Amt I dag forventes arten kun at forekomme i Hydeskov, ved Myrup og måske ved Horreby Lyng. Tidligere er arten fundet på adskillige lokaliteter i amtet: Engestofte (1912), Sakskøbing (1916), Roden Skov (1958 og 1970), Hannenov Skov (i 95 1), Virket Lyng (senest 1947), Horbelev (I 940), Mellemskoven (senest 1959), Ulvshale (1938 og 1956), Broksø (senest 1964), HM (senest 1993), Torpe Mose (I 985), Trold- bjerg Skov (senest 1969), Bårse (1941-42), Myrup (1988 og 1997), Ræveholmsmose (i 977), Eskilstrup ved Kongsted (I 983). Da nogle af disse fund er relativt nye og fra lokaliteter, der næppe besøges regelmæssigt af sommerfugleinteresserede, er det muligt at eng perlemor-sommerfuglen stadig forekommer her. Forekomst i det Øvrige Danmark Engperlemorsommerfuglen findes meget lokalt på passende lokaliteter i Nord- og Midtsjælland, på Fyn og Bornholm. Der kendes enkelte fund fra Østjylland. I tilbagegang. Trusler Dræning, tilplantning, tilførsel af næringsstoffer og tilgroning. Mange af artens tidligere lokaliteter er groet til i huske og pilekrat. Engperlemorsommerfuglen trives ikke på lokaliteter, hvor vegetationen bliver for høj og tæt. På den anden side tåler arten ikke kraftig græsning. Bevaring Da engperlemorsommerfuglen har en begrænset udbredelse og er i generel tilbagegang i Danmark og i amtet nu kun kan findes på et par små lokaliteter, bør disse sikres mod tilgroning og utilsigtet Ødelæggelse. I Hydeskov har amtet på en af skovengene forestået et sent høslæt i nogle år, men det er usikkert om arten stadig findes på stedet. Der er et stort behov for at få klarlagt, hvorledes arten reagerer på forskellige plejeformer, så det er vig- tigt at disse udføres nænsomt og evalueres løbende. Arten bør endvidere eftersøges på nogle af dens tidligere lokaliteter.
Guldhale (Thecla betulae) E, akut truet. Udseende: Vingefang 30-40 mm. Overside mørkebrun. Bagvinger med en lille orangerød hale. Hunnen med stor, orange plet på forvingerne. Underside orangegul med lidt mørkere, fint hvidkantet tværbånd. Biotopkrav og levevis: Guldhalen er en sjælden og meget sky sommerfugl, som oftest er svær at iagttage. Den er knyttet til slåen og mirabel og findes i krat, skovbryn og på kystskrænter. Tidligere fandtes den også i levende hegn i agerlandet. Den voksne sommerfugl findes i august til et stykke ind i september, men holder sig oftest skjult i trækronerne eller i tæt krat og ses kun sjældent. Når den iagttages, er det oftest hunner på blomsterbesøg på fx gyldenris, ager- tidsel eller hedelyng, eller hunner på jagt efter egnede æglægnings- steder i slåenbuskene. Ud over slåen og mirabel anvendes af og til andre Prunus-arter til æglægning. Ægget lægges på grenene og overvintrer. Det er ca. 0,7 mm i diameter, hvidt og ses ret tydeligt på de mørke, nøgne slåengrene om vinteren eller i det tidlige forår. En eftersøgning af æggene vil ofte være den letteste måde at påvise artens tilstedeværelse på. Larven lever først af de friske knopper, siden af bladene og er voksen i juni. Arten trives bedst på lokaliteter af større udstrækning med en mosaik af trægrupper, slåenkrat og blomsterrige lysninger, gerne i bakket terræn. Forekomst i Storstrøms Amt: Guldhalen er kendt fra en lang række lokaliteter og har i første halvdel af århundredet antagelig været jævnt udbredt i amtet. Siden 1961 foreligger imidlertid kun tre observationer af arten: Stubbekøbing (1981) og Jydelejet på Møn (1986 og 199 1). Fundene fra Jydelejet kunne tyde på at guldhalen stadig lever her og måske kunne genfindes ved en ihærdig eftersøgning. Umiddelbart synes lokaliteten at være passende for arten. Forekomst i det Øvrige Danmark: Arten findes lokalt på Øerne og i Syd- og Østjylland. Siden 1950'erne er den forsvundet fra mange lokaliteter. Særlig markant har tilbagegangen været i Syd- og Midtsjælland og Lolland-Falster, hvorfra arten praktisk talt er forsvundet. Trusler: Guldhalen er især forsvundet fra de områder, hvor den var knyttet til levende hegn i agerlandet. Her har nedlægning af levende hegn og sprøjtning med pesticider været den væsentligste årsag til artens tilbagegang. Bevaring: Den nuværende pleje af Jydelejet på Møn er ikke i konflikt med artens fortsatte forekomst på lokaliteten, og det er Ønske- ligt at få konstateret om arten stadig findes her. En eftersøgning på andre egnede lokaliteter i amtet kan også anbefales.
Violetrandet ildfugl (Lycaena hippothoe) E, akut truet.  Udseende: Vingefang 28-36 mm. Hannen på oversiden skinnende orangerød med mørke kanter og violet skær. Hunnen på forvingen varierende fra orangerød til mørkebrun med sortbrune pletter, bag- vingerne mørkebrune med orangerødt sømbånd. Begge køn på undersiden gulbrune med orange sømbånd og flere rækker sorte pletter. Biotopkrav og levevis: Violetrandet ildfugl forekommer på blomsterrige enge og overdrev. Selvom arten af og til findes på ret tørre lokaliteter, synes det at være en forudsætning, at disse grænser op til mere fugtige arealer. Den er knyttet til almindelig syre, som gerne skal vokse i stor mængde på lokaliteten. Sommerfuglen findes almindeligvis fra midt i juni til et stykke ind i juli. Den flyver i solskin og søger ivrigt til forskellige blomster. Hunnen opsøger kraftige syreplanter, hvorpå æggene lægges. Rødknæ er også angivet som værtsplante, men det vides ikke i hvor stor udstrækning denne plante anvendes. Larven overvintrer og er fuldvoksen i maj. Larven er meget svær at finde. Forekomst i Storstrøms Amt: Violetrandet ildfugl kendes kun fra relativt få lokaliteter i amtet. Det formodes dog, at den tidligere har forekommet på en del flere lokaliteter end angivet her. I dag findes kun sikkert nogle små bestande i området omkring Hydeskov på Lolland. Tidligere havde den bestande i Vemmetofte Dyrehave (senest 1980), Horreby Lyng (senest 1959), Jydelejet på Møn (senest 1946), Broksø (senest 1948), HM (senest 1976) og Ulvshale (senest 1992). På de to sidstnævnte lokaliteter kan den muligvis stadig forekomme. Endvidere er fundet et enkelt eksemplar ved Nørre Alslev (1990) - det vides ikke, om der findes en bestand på denne lokalitet. Af ældre enkeltfund kan nævnes Studemose Skov (I 942), Denderup Vænge (I 946), Hannenov Skov (1940), Høvblege (1926). Forekomst i det øvrige Danmark: Arten er fundet lokalt over det meste af landet. Den findes stadig på mange lokaliteter i Jylland, men er gået meget tilbage på Øerne. Der findes gode, men isolerede bestande i Nordsjælland, enkelte små bestande på Bornholm, mens arten muligvis er helt forsvundet fra Fyn. Trusler: Violetrandet ildfugl er først og fremmest truet af gødskning og tilgroning af lokaliteterne, men hårdhændet græsning, som det ofte ses i naturplejesammenhæng, er lige så katastrofalt for arten. Den trives bedst på lokaliteter, hvor vegetationen er ret lav, og hvor syrens blomsterstande har mulighed for at hæve sig synligt over den omkringstående vegetation. Blomsterstandene bruges af hunnen som "sigtepunkt", når der søges efter egnede æglægningsplanter. Selv let gødskning ændrer hurtigt vegetationen, så den bliver for høj og uegnet for arten. Lokaliteterne kan holdes åbne med en meget let græsning på hele lokaliteten eller alternativt en hårdere græsning i flerårig rotation af en mindre del af lokaliteten. På små lokaliteter, hvor græsning ikke er mulig eller vanskelig at styre, kan samme effekt antagelig opnås ved afslåning og afrivning af en del af området med flere års mellemrum. Bevaring: Amtets sidste kendte bestande af arten i Hydeskov-området vil antagelig kræve vedvarende pleje og overvågning, såfremt de ikke skal forsvinde. På en af lokaliteterne udføres allerede nu slåning for at forhindre tilgroning, og det er af stor vigtighed, at plejen tilrettes efter værtsplantens udbredelse på lokaliteterne, og at effekten på violetrandet ildfugls populationsstørrelse moniteres. Da bestanden er lille og isoleret fra den Øvrige danske udbredelse, bør det tilstræbes at oparbejde en populationsstørrelse, der bedre kan modstå tilfældige udsving fx som følge af en dårlig sommer Det vil i Øvrigt være værdifuldt at få dokumenteret, om arten stadig forekommer på Ulvshale eller i HM.
Bølleblåfugl    (Plebejus optilete)  V, sårbar.  Udseende: Vingefang 25-28 mm. Hannens overside lillablå med smal sort søm. Hunnens overside mørkebrun eller gråbrun med mere eller mindre udbredt lillablå rodbestøvning og en svag gråhvid linje langs bagvingesømmen. Begge køn på undersiden grå eller gråbrune med en enkelt rød og blå øjeplet ved bagvingehjømet og flere sorte pletrækker. Bølleblåfugl forveksles meget let i flugten med foranderlig blåfugl (Plebejus idas), der flyver samtidig. Biotopkrav og levevis: Bølleblåfuglen hører hjemme i højmoser, hængesækrnoser og hedemoser. De oftest anvendte værtsplanter er tranebær og mosebølle, men i HM er æglægning set på revling, og andre steder anvendes klokkelyng, rosmarinlyng og antagelig tyttebær m.fl. Sommerfuglen flyver i solskin fra sidste tredjedel af juni til midten af juli aflhængig af årets vejr. Flyvetiden er som regel ret kort. Ægget lægges på værtsplanten. Den lille larve overvintrer og er fuldvoksen i maj det følgende år. Larven er meget svær at finde i naturen. Forekomst i Storstrøms Amt: Findes nu kun i HM. Tidligere ynglede arten i Virket Lyng (senest 1959) og Horreby Lyng (senest 1959). Desuden enkeltfund fra Broksø (i 941, 1942 og 1945). Forekomst i det Øvrige Danmark: Udbredt med biotoptypen i det meste af landet, men også i tilbagegang med biotoptypen. På øerne har tilbagegangen været særlig markant. På Sjælland findes nu næppe mere end 5-6 bestande. Trusler: Tidligere i dette århundrede er et stort antal af artens leve- steder blevet Ødelagt af tørvegravning eller afvanding med efterfølgende tilplantning af nåletræer. I dag er denne trussel af mindre betydning. Til gengæld trues mange lokaliteter af tilgroning som følge af dræning eller tilførsel af næringsstoffer. Bevaring: Bestanden af bølleblåfugl i Holmegårds Mose er antagelig en af Sjællands største og bør ubetinget sikres. Højmosepartierne og de tilstødende fattigkær må holdes fri for træopvækst, således som det allerede sker ved den nuværende pleje af området. På længere sigt vil arten kunne tilgodeses ved en vandstandshævning, så den egentlige højmosevegetationen får bedre vilkår. Arten bør overvåges, så en eventuel negativ bestandsudvikling kan imødegås.
Markperlemorsommerfugl (Argynnis aglaja) V, sårbar.  Udseende: Vingefang 45-60 mm. Overside gulbrun med sortbrune vingeribber og pletter. Hunnen større og ofte med mere udbredt mørk bestøvning. Undersiden orangegul, på forvingen med sorte pletter, på bagvingen med perlemorskinnende pletter på karakteristisk olivengrøn bund. I Storstrøms Amt vil den kunne forekomme sammen med skovperlemorsommerfugl, Argynnis adippe, som den overfladisk ligner meget. Biotopkrav og levevis Findes på flere typer åbne, blomsterrige arealer. Trives bedst og findes i størst antal på ugødede, overdrevslignende lokaliteter, men også på enge, i skovlysninger og skov- bryn. Sommerfuglen kan findes i solskin over en lang periode fra midten af juni til først i august. Den flyver hurtigt, men kan findes sugende på mange forskellige blomster. Ægget lægges på kraftige eksemplarer af violarter, gerne på steder hvor de vokser i ret tæt græsvegetation. Larven klækker efter få uger og sætter sig med det samme til overvintring. Det følgende forår lever larven ret skjult af de friske violblade og er fuldvoksen i slutningen af maj eller begyndelsen af juni. Forekomst i Storstrøms Amt: Har tidligere i dette århundrede været ganske udbredt i amtet, men er gået meget kraftigt tilbage. På Lolland findes den endnu i Søholt Storskov/Favrsted Skov, Hydeskov, Roden Skov og Sundby Storskov/Hamborg Skov. På Falster har den en god bestand på diget ud for Bøtø, og på Møn findes den enkeltvis ved Ulvshale, Brunhoved og i Klinteskoven. Fra den sjællandske del af amtet er i 1990'eme kun meldt 3 enkelt- fund: Stuby, Strandegård Dyrehave og Bolskov ved Karise. Arten kan muligvis findes flere steder, hvis der ledes efter den, fx i om- rådet omkring Holmegårds Mose, hvor den tidligere var almindelig. Forekomst i det øvrige Danmark: Har været jævnt udbredt over det meste af landet, men er gået meget tilbage og er helt forsvundet fra støre områder. Trusler: Arten trues især af gødskning, tilplantning og opdyrkning af overdrevslokaliteter. På nogle lokaliteter er græsning nødvendig for at forhindre tilgroning, og her er både for højt og for lavt græsningstryk problematisk. På skovlokaliteter har ændrede drifts- former med tilplantning af skovenge kraftigt indskrænket artens levesteder. Bevaring: Bestande ved Bøtø Strand har været relativ stabil i mange år, selvom individantallet fluktuerer år for år, og den bør kunne sikres blot ved at forhindre utilsigtet ødelæggelse. Det vil i den forbindelse være nødvendigt at få præciseret artens aktuelle yngle- område. Antagelig er slitage med til at holde lokaliteten åben, men tilgroning kan være en potentiel trussel. På de lollandske skovlokaliteter sikres arten ved at bevare de åbne skovenge og lysninger, hvilket i øvrigt vil gavne mange andre sommerfuglearter. Markperlemorsommerfugl er så sent som i 1980'eme fundet på betydeligt flere lokaliteter i amtet, og dens aktuelle status er noget usikker.
Moseperlemorsommerfugl (Boloria aquilonaris) V sårbar.  Udseende: Vingefang 30-37 mm. Overside rødlig orangebrun med sortbrune ribber og ret kraftigt pletmønster. Vingefaconen virker kantet, bagvingeforkanten med et skarpt hjøme. Undersiden meget marmoreret i lillarøde til rødbrune og gule nuancer med uregelmæssige hvide perlemorpletter. Biotopkrav og levevis: Moseperlemorsommerfuglen lever som larve på tranebær og er dermed bundet til højmoser og andre næringsfattige hængesækmoser. Sommerfuglen flyver i solskin og findes fra midten af juni til midten af juli. Den flyver lavt og hurtigt og søger til diverse blomster, fx kragefod. Ægget lægges på bladene af tranebær, og larven overvintrer som ganske lille. Forekomst i Storstrøms Amt: Findes nu kun i HM. Tidligere ynglede arten i Skørringe og Virket Lyng på Falster (se- nest 1967). Der er desuden et enkeltfund fra Horreby Lyng (1940). Forekomst i det Øvrige Danmark: Lokalt udbredt med biotoptypen i Jylland, på Fyn og Sjælland. Især på Øerne er arten gået kraftigt tilbage. På Sjælland findes foruden bestanden i Holmegårds Mose nu kun to små isolerede bestande i Nordsjælland. I Jylland findes den stadig en del steder, men antallet af lokaliteter er også her svundet ind.
Trusler: Tørvegravning, dræning og tilplantning har kostet moseperlemorsommerfuglen mange levesteder. I dag er den største trussel tilgroning som følge af dræning eller tilførsel af næringsstoffer. Bevaring: For moseperlemorsommerfuglens overlevelse på langt sigt i Holmegårds Mose er det næppe tilstrækkeligt at holde højmose- arealerne åbne ved en periodevis fjernelse af træopvækst. Der kræves formodentlig en hævning af vandstanden for at bevare den våde fattigkærsvegetation. Arten bør overvåges, så eventuelle plejebehov kan vurderes.
Moserandøje (Coenonympha tullia) V  sårbar.Udseende: Vingefang 30-38 mm. En meget varierende art. Oversiden varierer fra okkergul til rødbrun, mørkest langs søen, eventuelt med enkelte mørkere Øjepletter. Forvingeundersiden Okker eller okkerbrun med hvidt bånd og en eller flere Øjepletter. Bag- vingeundersiden overvejende grå med hvidt bånd og flere Øjepletter langs sømmen. Arten kan forveksles med den meget almindelige okkergul randøje, Coenonympha pamphilus, der er noget mindre og normalt flyver på andre biotoptyper. Blotopkrav og levevis: Moserandøjet findes i næringsfattige områder med kæruld, dvs. først og fremmest højmoser og hedemoser. Sommerfuglen er fremme fra midten af juni og igennem juli. Den ses i størst antal omkring I. juli. Den flyver med en karakteristisk hoppende flugt i solskin, men kan også påfaldende let skræmmes op i dårligere vejr. Æggene lægges hyppigst på tuekæruld, men andre halvgræsser og græsser anvendes sikkert også. Larven overvintrer og er som voksen i maj-juni grøn med hvide længdestriber. Den kan med lidt held findes i græstuerne. Forekomst i Storstrøms Amt: Moserandøjet har stadig en god bestand i HM. Tidligere fandtes bestande ved Broksø (senest 1960) og Horreby Lyng (senest 1955), og der er enkeltfund fra Stevns (1906), Vordingborg (1912) og Råbylille sø på Møn (flere eksemplarer 1934). Forekomst i det Øvrige Danmark: Har været udbredt med lokalitetstypen over det meste af landet, men er gået meget tilbage. Artens levesteder er blevet drastisk reduceret af tørvegravning, afvanding, tilplantning og opdyrkning. Tilbagegangen har været særlig markant på Øerne. Den er forsvundet fra Fyn, og siden 1980 er den på Sjælland kun fundet i HM. På de større jyske lokaliteter holder den bedre stand, og kan optræde i stort antal.
Trusler: Foruden de ovenfor nævnte faktorer, synes moserandøjet at være følsom over for habitatfragmentering og isolation, idet den ofte forsvinder fra en lokalitet før de to andre højmosearter, bølleblåfugl og moseperlemorsommerfugl. Bevaring: Bestanden af moserandøje i HM er den sidste på Øerne. Arten forekommer især på de åbne højmosearealer, som derfor periodevis skal ryddes for træopvækst. Andre åbne arealer med kæruld - fx tilvoksede tørvegrave - kan muligvis også fungere som yngleområde. Arten bør overvåges, så en eventuel negativ bestandsudvikling kan imødegås.
Skovperlemorsommerfugl (Argynnis adippe) V, sårbar Udseende:  Vingefang 50-60 mm. Overside gulbrun til orangebrun med sortbrune vingeribber og pletter. Undersiden orangegul, på for- vingen med kraftige, sorte pletter, på bagvingen med med perlemorskinnende pletter. Den adskiller sig fra markperlemorsommerfugl, Argynnis aglaja, ved på bagvingeundersiden mellem de to yderste rækker store perlemorpletter at have rødbrune pletter med perlemorkerne. I dette område er markperlemorsommerfuglen ensfarvet strågul. Biotopkrav og levevis: I Østdanmark skovlysninger og -rydninger, skovenge og langs brede skovveje og skovbryn. I Nordjylland findes den på en ganske anderledes biotoptype, nemlig ved overgangen mellem klitplantager og hede- og klitområder. Skovperlemorsommerfugl er en stærk flyver, der kan bevæge sig over store arealer og opsøge passende ynglelokaliteter. Den optræder oftest ret fåtalligt. Den flyver i solskin fra slutningen af juni til et stykke ind i august, og søger til blomster, gerne tidsel eller knopurt. Ægget lægges på tørre, solrige steder med lav og spredt vegetation. Det lægges ikke direkte på værtsplanten, som er violarter, men på tørre, visne plantedele i nærheden, hvor det overvintrer. Det følgende forår lever larven af de friske violblade og er voksen i juni. Forekomst i Storstrøms Amt: Arten har en af de bedste Østdanske bestande i Holmegårds Mose og omegn. De tilgroende partier i mosens udkant har karakter af lysåben skov og giver arten gode yngle- betingelsen På Falster er den senest fundet i 1980'eme i Østerskov, Skørfinge og i Mellemskoven. På Lolland findes den stadig enkelt- vis i Søholt Storskov, Favrsted Skov og måske Roden Skov. Der er enkelte fund fra Møn og Bogø. I den sjællandske del af amtet er den fundet spredt og fåtalligt over et større område, og det er svært at vurdere hvor mange af fundene der repræsenterer faste, lokale yngle- bestande. Fra 1990'eme findes observationer fra Søndermark ved Vordingborg, Vallebo Skov, Hovskov ved Ørslev, Stensby Skov (mange i 1993), Store Hestehave ved Præstø, Rettestrup, Strande- gård Dyrehave, Kirkeskov ved Fakse, Ganneskov, Vemmetofte, Bolskov og Højstrup. Forekomst i det Øvrige Danmark: Arten er gået meget tilbage. Bedst klarer den sig i de nordvestjyske klitplantager, hvor den ofte optræder i antal. Tidligere fandtes den en del steder i Østjylland, men er næsten helt forsvundet herfra. På Fyn er ligeledes kun få lokaliteter tilbage. I Nordsjælland var den ganske udbredt op i 1970'eme, men er siden helt forsvundet. Den findes over et større område på Midt- og Sydsjælland, men optræder stadig sjældnere og mere enkeltvist. Den findes desuden på Bornholm. Trusler: Skovperlemorsommerfuglen er ligesom flere af de andre perlemorsonnnerfuglearter blevet ramt hårdt af ændrede driftsformer i skovbruget, som er den væsentligste årsag til artens tilbagegang. De færreste skove rummer i dag en tilpas mosaik af lysåbne områder og friske rydninger til at arten kan trives. Bevaring: I Østdanmark er den støre og smukke skovperlemorsommerfugl hovedsagelig en skovart, som derfor egentlig ikke hører til i denne behandling, men som generelt vil kunne ophjælpes ved en etablering af flere lysåbne skovpartier, brede vejrabatter og skovbryn, og en kontinuerlig tilgang af friske rydninger, hvor violer kan spire frem. Imidlertid har arten en god bestand i HM, og det vil falde naturligt at inddrage arten i en eventuel overvågning af andre arter på denne lokalitet. Arten trives tilsyneladende godt i de åbne partier i mosens udkant, men dens eksakte status og ynglebiologi på lokaliteten er noget usikker.
 

Svirrefluer.

Mørk myresvirreflue (Microdon eggeri) V, sårbar. Udseende: 8 - l l mm. Den ligner de Øvrige to Myresvirrefluearter, men har grønligsort, skinnende scutellum (bagenden af brystets overside) og udelukkende gullig behåring på brystet, uden de sorte hår, der er karakteristisk for kalk-Myresvirrefluen. Scutellum har to små sorte eller rødgule tome i spidsen. Randen mellem tornene er lige. Hos hannen er pandestriben bredere på den forreste del end Øjets over- side Biotopkrav og levevis: Den er fanget i højmoser, i skovdækkede moser og i fugtige lysninger i skove. Det menes, at tilstedeværelsen af dødt træ er af betydning for arten. Flyvetiden er fra slutningen af maj til midten af juni altså en ret kort periode. Der kendes ingen blomsterbesøg. Larver og pupper er fundet sammen med myren Lasius niger under sten og i myrens reder under barken på fyrre- og birkestammer og stubbe oftest i soleksponerede lysninger. Forekomst i Storstrøms Amt: Der er nyere fund fra tre lokaliteter i Sydsjælland: I Tureby Hestehave 2 hanner 1982, i Kongeskov en han og i den nordvestlige del af HM 2 hunner 1982. Fra Lolland er der to gamle fund, det ene fra Maribo i 1873 og det andet fra Keldskov i 1912. Det nyeste fund er fra Løgnor i Hamborgskoven, hvor der blev fanget en han 1992. Forekomst i det Øvrige Danmark: Det er en sjælden art, som bort- set fra de ovennævnte fund kun er kendt fra Nordsjælland, Sydsjælland og en højmose i Høstemark Skov i Nordjylland, hvor der blev fundet en lille bestand i 1996. Bortset fra det jyske fund har den en udpræget Østlig udbredelse i Danmark. Den regnes for en kontinental art. Trusler:  Artens levesteder påvirkes negativt ved sænkning af grundvandstanden ved afvanding af enge, moser og skove. Bevaring:  Arten hører til de mange, for hvilke overvågning i HM kunne bruges som indikation af værdien af en evt. hævning af vandstanden. Ved rydning af opvækst i moser, er det betydningsfuldt for denne art, at nogle birketræer bliver tilbage.
Tormentil-kuglebærerflue (Sphaerophoria potentillae) V, sårbar. Udseende: 6-7 mm. Det er en lille art med en ret lang, smal bagkrop. På brystets sider er der en gul stribe. Navnet kuglebærerflue hentyder til hannens genitalier, som danner en kugleformet knop under bagkropsspidsen. Biotopkrav og levevis: Den er knyttet til højmoser, hedemoser, moser og fugtige lavninger og kær. Flyvetiden er fra slutningen af maj til midten af september. Den er fanget på ranunkel, tormentil, alm. pimpinelle, pastinak og røllike.
Forekomst i Storstrøms Amt: Der kendes kun én lokalitet, nemlig HM, hvor der er fanget to hanner, 1975 og 1976. Det er de eneste fund af arten Øst for Storebælt. Forekomst i det Øvrige Danmark:  Det er en sjælden art, som har en meget lokal forekomst. Mest udbredt er den i Nordjylland, men der findes spredte fund i det øvrige Jylland. Desuden kendes to lokaliteter fra Fyn. Trusler: Artens levesteder påvirkes negativt af sænkning af grundvandstanden ved dræning og af direkte eller indirekte tilførsel af unaturligt store mængder af næringsstoffer. Bevaring: Fortsat naturgenopretning i HM vil være den bedste bevaringsindsats for denne art.
Sløret bredfodsflue (Platycheirus occultus) R, sjælden. Udseende: 7 mm. Hannens forlår er sorte ved basis. Pletterne på 3. bagkropsled dækker omkring 3/5 af leddets længde. Hos hunnen er disse pletter afrundet fortil og adskilt fra leddenes forkant, og hunnen har også et par pletter på 5. bagkropsled. Hos hannen er 2. basalcelle i vingen helt dækket af fine hår, men hos hunnen er der undertiden en har plet i den inderste del. Biotopkrav og levevis: Den er knyttet til moser, fugtige enge og skove samt til bredden af søer og vandløb. Flyvetiden er fra begyndelsen af maj til midten af september. Den er fanget på ranunkel, pil, tormentil, kogleaks og hvide skærmplanter. Forekomst i Storstrøms Amt: Den kendes fra 4 lokaliteter i amtet: En han blev fanget den 3. juni 1976 i HM, en hun 6. juni 1991 i Kristianssæde Skov, Lolland, en hun 20. juni 1991 i Blæsebjerg, Falster og en hun 8. juni 1997 i Horreby Lyng, Falster. Forekomst i det Øvrige Danmark: Den findes spredt over det meste af landet, men er dog ikke kendt fra Sønderjylland og Bornholm. Den har hidtil været overset og er først beskrevet for få år siden. Muligvis er den mere almindelig og mere udbredt. Trusler: Artens levesteder påvirkes negativt ved sænkning af grundvandstanden ved dræning og ved brug af pesticider på levestederne. Bevaring: Naturgenopretning og reduceret sprøjtning er generelle forhold, der vil bedre artens overlevelseschancer.
Strand-kuglebærerflue (Sphaerophoria taeniata) R, sjælden. Udseende: 8 - l 0 mm. Den har en smal og ret lang bagkrop med en tydelig gul stribe på brystets sider. Arten er lidt større end de to foregående. Biotopkrav og levevis: Den er knyttet til moser, ferske enge, strandenge og sumpe ofte nær kysten. Flyvetiden er fra slutningen af maj til slutningen af august. Den er fanget på nedbøjet ranunkel, hedelyng, alm. pimpinelle og alm. røllike. Larven lever af bladlus. Forekomst i Storstrøms Amt: Der kendes 5 fund fra amtet, deraf de tre fra Falster. En han 1975 i HM, en han 1981 i Knuthenborg-Parken, Maribo, 2 hanner 1981 i Bøtø, Falster, en han 1981 på Falster-diget og en han 1990 på mark oven for strandklinten ved Gedser Odde. Forekomst i det øvrige Danmark: Det er en sjælden art, som er ukendt i Søndejylland og Nordvestsjælland. Der er enkelte spredte fund i resten af landet, flest i Nordsjælland. Trusler: Artens levesteder påvirkes negativt af dræning og opdyrkning. Brug af pesticider på levestederne vil dræbe især larverne. Bevaring: Naturgenopretning og reduceret sprøjtning er generelle forbedringer for arten.
 

.