Myrearterne i Holmegårds mose.

En meget stor tue af Formica polyctena

Slægterne Myrmica, Leptothorax og Formicoxenus er repræsentanter fra underfamilien Stikmyre (Myrmicinae), som bl.a. er kendetegnet ved at have to-ledet stilkled mellem for-og bagkrop. De er udstyret med brod.

1.Leptothorax acervorum, dronning	2. Leptothorax avervorum, arbejder

Leptothorax avervorum er meget lille myre som ofte bygger sin rede i mørnede grene eller træstubbe. Den træffes mange steder i mosen, hvor den lever i gamle træstubbe eller mørnede grene. På grund af sin ringe størrelse og sin meget skjulte tilværelse ser man den sjældent. I mosen er den ret almindelig i de tørre områder, gerne med en del trævækst. På de mere våde områder klare den sig, ved at anlægge reden på tørre tuer med træstubbe. I DK ret almindelig og udbredt.

Formicoxenus nitidulus er en endnu mindre myre end foregående. Den er kun set en gang i mosen i en rede af Formica rufa. Arten lever som gæstemyre hos større arter, hvor den lever en næsten skjult tilværelse. Undertiden opdager man en enkelt arbejder gå rundt på tuens overflade, men det er meget svært at konstatere dens tilstedeværelse. I DK er den udbredt men sjælden.

Myrmica rubra træffer man udbredt på hele mosen, også gerne helt ude i den helt våde del af mosen. Hvis reden er anlagt i jorden (tørven), bygger ofte en tue (overbygning) af sphagnum eller plantedele, hvori den gemmer æg og yngel. Undertiden anlægger den sit bo i gamle træstubbe. Den er almindelig og udbredt i hele DK.

Myrmica ruginodis ligner foregående art både i udseende og levevis, men holder sig til mere tørre områder, gerne med trævækst, f.eks. i overgangen mellem mose og skov. Den anlægger ofte reden i gamle birkestubbe, mellem trærødder eller i jorden (tørven). I DK er det en meget almindelig og tilpasser sig mange forskellige levesteder.

Myrmica scabrinodis er noget mindre i størrelsen end de to foregående arter. Lever ofte i nærheden af større arter som f.eks. Formica rufa, som tilsyneladende accepterer dens tilstedeværelse. Den anlægger sine reder i gamle træstubbe el.lign. Den lever ofte ligesom foregående art på lidt tørre gerne mellem træer i skovbryn. Den lever ligesom de øvrige Myrmica-arter af smådyr og suger nektar fra blomster f.eks. døvnælde.

1.
1.

 

Slægterne Lasius og  Formica er kendetegnet ved at have kun et led i stilkleddet. De har ikke brod, men er udstyret med giftkirtler.

Lasius niger (Almindelig havemyre): Lille grå-sort myre som findes næsten overalt, hvor der ikke er alt for sumpet. Bygger ofte i jorden/tørven, men også i træstubbe, under grene og rødder. Den bygger nogle steder relativ store jordreder eller tuer. Den meget nært beslægtede art L. platythorax, er fundet på en lignende lokalitet i Jylland (Lille Vildmose). Måske vil en målrettet eftersøgning resultere i fund af denne art, som er specielt tilpasset højmoser. 

Lasius platythorax: I Norge kalder man den for en tvillingart, fordi den ligner Sort Havemyre så meget. Den kan kun adskilles fra Sort Havemyre ved at undersøge behåringen på oversiden af forkroppen. I mosen bygger den reder i gamle træstubbe og lever af smådyr og besøger regelmæssigt bladluskolonier.

Lasius flavus (Gul engmyre): Lille lys gulbrun art som lever underjordisk i jordreder, men i nogle områder dannes store tuer. I udkanten af mosen. Bygger ligesom L. niger ofte relativ store jordreder eller tuer.

1. Arbejdere af Laius flavus

Formica fusca: En hurtig grå/sort myre som hurtig flygter, hvis reden forstyrres. Arten fungerer som slavemyre til F. rufa og F. truncorum, det vil sige at de andre myrerarter overtager dens rede, dræber dronningen og F. fusca-arbejderne holdes som en slags slaver der hjælper de nye myrerarter i reden. Efterhånden overtager de nye indbyggere hele reden og de gamle F. fusca-arbejdere uddør efterhånden. F. fusca bygger ofte reden i mørnede træstubbe, under barken eller ved rødderne. Meget almindeligt i hele Danmark. I mosen lever den mest i lidt tørre områder.

1.	2.	3.
1. I sådanne gamle mørnede træstubbe finder man ofte Formica fuasca, hvor myrerne afhængigt af årstid og vejr skifter mellem, at bo i de nedre dele ved rødderne eller længere oppe under barken, hvor solen lettere varmer reden op. 2. Arten er meget hurtig og forsøger straks ved fortstyrelser at sikre æg og yngel. 3, Man ser tydeligt den sparsomme behåring. Kun lidt på bagkroppen og lidt på forreste del af hovedet.

Formica transkaucasica (Mosemyre): Som foregående en hurtig og frygtsom myreart, men farven er mere sort, glinsende og mere behåret. Reden anlægges direkte på jorden/tørven, hvor der bygges en lille tue af fint plantemateriale på størrelse med en tennisbold. Arten er slavemyre til F. uralensis. Findes i de jyske moser, enkelte fund på øerne. De åbne og fugtige områder med sphagnumbund.

1.
1. Denne myreart bygger undertiden små overbygninger af fint materiale af tørv eller græs.

Formica rufa (Rød skovmyre): En stor kraftig art, med tofarvet lyst rødbrunt og mørke brunt hoved, som angriber alt hvad den oplever som en trussel mod dens rede. Arten er absolut dominerende overfor andre myrearter af slægten Formica. Rederne anlægges på de tørreste steder i mosen, gerne ud til veje og stier. Med et par få undtagelser er alle reder i mosen betydeligt mindre end tilsvarende tuer ville være i skove. Tuematerialet er temmelig groft, ofte grene på 1-3 cm. Rederne flyttes jævnligt, når træer, buske eller græs bliver for højt omkring reden.

1.	2.	3.	4.
1. Vinterbillede af en meget stor rede af Formica polyctena, som er adskillige meter i omkreds. 2. Typisk placering af en rede i mellem tæt bevokset område til højre og det åbne areal på stien til venstre. Bagest anes den helt åbne moseflade. Her ligger reden godt i læ mod koldt og dårligt vejr, men alligevel lyst og lunt når solen skinner. 3, Rede som delvist er blevet overbevokset af græs og birketræer. Ofte flyttes sådanne reder til en ny placering, med mindre skyggende vegetation, eller reden efterlades og myresamfundet flytter til en koloni med bedre placering. 4. Nærbilled af arbejdere. Arbejderne er altid aggressive og klar til at forsvare reden, både mod mennesker, andre dyr og andre myrer.

Formica truncorum (Stubmyre): Minder på mange måder om F. rufa, men hovedet er næsten ensfarvet rødbrunt. Er knapt så aggressiv som F. rufa. Den er kun registreret fra en lokalitet i mosen, i den nordlige del af Tyvkrogen, men er der til gengæld mange kolonier, måske omkring 20-30 stykker. Anlægger altid sin rede op ad træstamme, store grene eller ved en træstub. Den bygger en mindre tue af fint plantemateriale som ofte er græs.

1.	2.
1. Rede af Formica truncorum anlægges næsten altid i forbindelse ved træstubbe og træstammer.  2. Nærbilled af to arbejdere. Læg mærke til det helt ensfarvede hoved, i modsætning til Formica rufa.

Formica uralensis: I forhold til andre medlemmer af Formica-slægten, kendes den let ved sit helt ensfarvet sorte hoved. Ofte lidt mindre individer og ikke så aggressiv som F.rufa. Bygger reder på ca. fodboldstørrelse, gerne i meget sumpede områder af mosen. Redematerialet er meget fine dele som kæruld, revlingnåle, smågrene fra lyng m.m. Rederne er ofte er meget svære at finde, men man finder nemmest arten ved at lede efter kravlende arbejdere på birketræerne, hvor den malker bladlus på grenene. Ofte er reden tæt ved birketræet. Arten bruger F. trankaucasica som slavemyre og findes kun i moser, hvor denne myrer også lever. Lever derimod altid i størst mulig afstand til sin ærkefjende F. rufa.

1.	2.	3.	4.
1. Nærbilled af arbejdere. Bemærk de karakteristiske helt sorte hoveder. 2. Foto af reden. Redematerialet er sammensat af dele fra lyng, revling, græs og andre smådele fra omgivelserne. 3. Arbejdere på birketræ, hvor de "malker" bladlusene 4. I det tidlige forår samles hele redens samfund på overfladen for at lade sig opvarme af solens stråler.

*)

Henvisninger til artsbestemmelse og biologi:

Ameisen oder Formicidae, Die Tierwelt Deutschland, H. Stitz, 1939
Myrer, Danmarks fauna 49, Sv. G. Larsson, 1943
Natur og Museum. Danske myrer. 20 årgang. 1980.
The Formicidae, Fauna Entomologica Scandinavica, C. A. Collingwood, 1979
Die Ameisen Mittel- und Nordeuropas. Berhard Seifert. 2007.